Skrevet i dag
FDB-aftaler holdes hemmelige
Brugs-fusion: De nordiske brugsbevægelser hemmeligholder aktionæraftalen, der er hjørnestenen i ejerskabet over Coop Norden, der bliver en nordisk dagligvaregigant.
Af Niels Møller
Selvom det er dem, der bestemmer det hele, så får de 300 deltagere på FDBs kongres i næste måned ikke lov til at se den måske vigtigste af de mange aftaler om Coop Norden.
»Når det er selve fundamentet, der rykkes ved – og det er det jo i en fusionsproces, hvor selve ejerskabet ændres – så er kravene til information meget vidtgående,« siger andelsforsker, professor Torben Bager, Syddansk Universitet.
FDBs kongres tager om få uger stilling til, om FDB skal fusionere hele dagligvarevirksomheden – brugserne, Irma, Fakta og ejerandelene i Obs! – ind i aktieselskabet Coop Norden. FDB vil eje 38 procent af det nordiske aktiselskab, resten ejes af brugsbevægelserne i Norge og Sverige, Coop Norge og KF.
Men hvordan aktieejerskabet og eventuelle uenigheder mellem de tre aktionærer skal afklares, det får de kongresdelegerede – som repræsenterer de 1,4 millioner danskere, der er medlem af FDB og lokale brugsforeninger – ikke klar besked om, når de mødes i Aalborg den 16. og 17. juni.
I stedet hemmeligholder FDBs ledelse aktionæroverenskomsten. Overenskomsten er en forhåndsaftale, som bl.a. bestemmer, hvordan de tre ejere af Coop Norden kan købe og sælge aktierne i Coop Norden.
»Vi offentliggør ikke aktionæroverenskomsten. Den er hemmelig,« siger FDBs formand Ebbe Lundgaard.
Dermed er FDBs øverste, besluttede myndighed afskåret fra at få kendskab til detaljerne bag FDBs medejerskab af Nordens største detailhandelsgigant.
»FDB har et problem i forhold til ejerne, hvis der er centrale problemer, der ikke kommer frem,« siger professor Torben Bager.
Torben Bager har dog samtidig forståelse for, at FDB har specielle problemer, da »ejerkredsen i princippet er en uendelig størrelse«. Torben Bager mener dog, at FDBs kompetente forsamlinger bør have adgang til alle informationer om det Coop Norden, kongressen skal tage stilling til.
Indholdet i aktionæraftalen er afgørende, hvis Coop Norden – ligesom FDB – ikke når de budgetterede regnskabstal og derfor får brug for mere kapital.
Ifølge FDB-formand Ebbe Lundgaard rummer aktionæraftalen netop en beskrivelse af, hvordan eventuelle, fremtidige kapitaludvidelser kan foretages. En kapitaludvidelse er bl.a. muligheden for, at Coop Norden får en global supermarkedsgigant som alliancepartner.
»Muligheden foreligger. Men det er aftalt, at hvis det bliver nødvendigt, så ser vi os først omkring inden for den kooperative verden,« siger Ebbe Lundgaard.
Den aftale står, ifølge Ebbe Lundgaard, i den ellers tophemmelige aktionæroverenskomst.
Hvilke andre forhåndsaftaler om ejerforholdet, som er indgået mellem FDB, KF og Coop Norge, får ingen af de tre ellers demokratiske foreningers øverste organer at vide. Det er kun topledelsen i foreningerne, der har kendskab til aktionæraftalen.
Hvad Coop Nordens tre ejere har aftalt at gøre, hvis det ikke lykkes at skaffe kooperative penge, vil Ebbe Lundgaard ikke fortælle.
Ebbe Lundgaard fortæller i stedet, at aktionæraftalen bl.a. skal give mulighed for at lade den finske brugsbevægelse indtræde som medejer i Coop Norden.

Okay, mere behøver man vel ikke at vide:
RADIKALE VIL SE PÅ SKAT PÅ OPTIONER: Det Radikale Venstre er parat til et genkig på skattereglerne for aktieoptioner. Regeringspartiet vil følge Venstre og IT-brancheforeningens ønske om, at en medarbejder med aktieoptioner først skal beskattes, når aktierne sælges.
Ritzau, klokken 8:56 i morges.

Forleden var der Reboot. Version 4.0, altså for fjerde år i træk. Det har udviklet sig. Til det værre, desværre:
Maj, 2001:
Internet-revolutionen aflyst
Reboot: Revolutionen udeblev. Solen skinnede nemlig, da internetfolket i sidste uge deltog i kæmpekonferencen Reboot 4.0, der blev den mest ligegyldige konference om internet, der er afholdt i Danmark i mange år.
Realityshow
Af Niels MøllerTag 1.400 internetfolk og prop dem sammen i 21 timer. Hold da op, sikke en kreativitet, ikke sandt? Men nej. Ikke i år. Ikke på Reboot-konferencen, der alene i navnet rummer alt det, den før så feterede branche lige nu og her har brug for: En ny start.
Den mest kedelige, ligegyldige og fornyelseshungrende af de sidste fem eller syv års internet-buzzende konferencer i Danmark sluttede klokken fem natten til torsdag i Øksnehallen i København.
Og tak for det.
Men aftenens fest var i særklasse fremragende. Og tak for det også.
»Velkommen til fronten,« bekendtgjorde et kæmpe, blegblåt banner over indgangen. Det må i så fald være en krig, der ikke kræver mere energi end, at hele oprørshæren klare sig gennem slagene på én Kinder Mælkesnitte til deling.
Rigtig, rigtig mange af deltagerne vendte da også hurtigt næsen om og tilbragte dagen udenfor i skarpt solskin.
I spidsen for det hele stod en økonom og venturekapitalist, der endda selv optrådte med synspunktet, at internet er en revolution. Arrangørerne lod endda deltagerne bære armbånd med teksten: »Revolutionen fortsætter«.
Spørgsmålet, som konferencen ikke besvarede, lyder bare: Hvordan? Hvad vil I leve af, webfolk? Hvordan ser I jer selv, nu kunderne er smuttet, de fede lønninger og den høje status er ovre?
Nej, det skal vi da ikke tale om. Slet ikke. Hold da op, nej. Hvor pjattet. Internet er jo i sig selv en revolution.
Intet nyt vestfra
Gaab. Et synspunkt ældre end Clinton-Gores første, amerikanske præsidentkampagne. Måske har arrangørerne af årets Reboot-konference ment, at når branchen skal genstartes, så drejer det sig om at bombe den ti år tilbage, hvor den store diskussion var, om verden nu også bliver bedre, ulandenes levestandard vokser og forureningen falder, når blot alle mennesker køber en computer, stikker den i telefonstikket og kommunikerer med hinanden over World Wide Web.
Hold op, mand. Og mands mening var det netop, som skulle udbredes. Ikke én kvinde på talerlisten. Lutter amerikanske mænd, som – i modsætning til på de foregående års tre tidligere Reboot-konferencer – ikke havde noget som helst nyt med fra det store land.
I dag er Danmark kun nannosekunder bagefter USA. Blandt andet takket være det der store net, som konferencen i den grad anerkendte eksistensen af. Uden stort besvær kunne arrangørerne havde fundet mange mere interessante danskere, svenskere og andre europæere, som endda kunne have haft noget relevant at sige.
Svært at høre
Oveni var det af og til svært at høre et ord af, hvad konferencens officielle talere havde at sige. Enten mumlede de, ellers også blev de overdøvet. I stedet gik snakken nemlig lystigt mellem deltagerne. Og har var det branchens problemer, som fik fokus.
Som den TV-kendte IT-iværksætter Morten Lund bekendtgjorde på en hjemmelavet T-shirt, der havde lånt typografien fra et kendt og engang stort internetfirma: »letssellit.com«. Morten Lund havde fabrikeret masser af den slags T-shirts, der med et kæmpe øjeglimt satte fokus på branchens akutte problemer. Men arrangørerne ville ikke lade ham rejse debatten ved at dele tøjkommentarerne ud.
Som medarbejdere hos det gennem mange år mest oversavlede webfirma bekendtgjorde, når de forsigtigt hviske-tiskede med andre om muligheden for et job:
Dagbogen
»Ja, i dag arbejder jeg for Framflop.« En branche i akut mangel på selvidentifikation og selvforståelse. Dét skulle Reboot, genstarten, da om noget havde rettet op på.
Så var der jo også alle ex’erne. Altså dem, der lige nu står uden job. Og Reboots budskab til dem?
Jo, der findes fine stykker software, som gør dem i stand til at skrive dagbog over arbejdsløshedslivet og publicere det på internet. Wau, er det ikke bare helt fantastisk, utroligt spændende, hvad man kan nu om dage? Kære dagbog, jeg tror skam, at revolutionen fortsætter et eller andet sted. Måske i Sonys udviklingsafdeling. Måske på et schweizisk universitet. Som den teknologiske revolte af samfundet nu har fortsat med fuld kraft fra elektricitet over Morsenøgler til mobiltelefoner, fra dampmaskine over flyvemaskiner til Nasdaqs nedtur.
Måske nogen af de temmelig begavede 13 IT-personligheder bag firmaet Electron A/S, der arrangerer Reboot, skulle udføre en revolutionær handling og skifte hele programkomiteen ud inden konferencen næste år forsøges afholdt for femte gang.
Al magt til folket, specielt anmelderne, forstås.

Maj, år 2000 (artiklen strøg direkte ind på Ekstra Bladets side 2, gæt selv hvorfor...):
Prisvinderen og Gates' elskerinde
Halleluja: Internet syner større end skabelsen, når flere tusinde webfolk mødes til træf og nattesynd. Bill Gates elskerinde kom forbi sammen med prisvinderen, der godt ved, hvad en brancheudmærkelse betyder.
Af Niels Møller
Prisvinderen vender Reboot-skulpturen om, så den gråmalede spånplade er øverst. Bottoms up. Et godt motto for de mellem tre og fire tusinde deltagere i årets Reboot-fest, der henslæbte sig i evig venten på, at der skulle ske noget.
»Kan du se, hvad der er graveret her i bunden,« spørger interfacedesigneren fra Framfab. Den nærsynede journalist får synsfeltet fyldt af ingenting. Ikke et ord, end ikke et lille pi-tegn eller en musemarkør.
Prisvinderens øjne fyldes af alvor. Det er vigtigt, det han har læst i den grå flade. Et glimt af fremtiden måske, en lønforhandling med chefen, et bedre job, måske et møde med Zentropa, Brødrene Olsen eller hvad nu ærefulde priser fører til?
»Her står da fisse, masser af fisse.«
Sådan. Man er vel som alle de andre et par og tyve år, arbejder i verdens varmeste branche og har et døgn med vennerne til Reboot version 3.0, med kombination af konference, fridag, prisuddeling og bal bagefter.
Der var kvinder
Webfolket klappede og lyttede, tog notater og bællede cola til 50 kr. literen. Torpedohallen skinnede som et Bella Center. En højtryksrensende rengøringsbrigade havde skilt duemøg fra det forfaldne inventar og fået det militære skibsværft til at ligne en amerikansk kongreshal for en dag.
Oven over svævede lyssætning af Madonna World Tour-kaliber, og i hallen nåede trækvinden at få de barbenede kvinder til at fortryde det forsommerlige valg af bare ben.
Men der var kvinder. Og det er nyt i webbranchen. Ligesom jakkesættene, de gråhårede og overløberne fra det almindelige erhvervsliv, der har set lønmuligheder og kappede Pinocchio-strenge hos de unge og vilde.
Alt udsolgt. 2.400 deltagere gange 1.300 kr., Reboot 3.0 er 3,1 mio. kr. stor. Tæt ved tre gange større end sidste års version 2.0. Læg et par hundrede kroner oven i for de nok ekstra 1.000, der lod sig lokke til Award Show af den svenske popkrukke Eric Gadds tilbagelænede toner.
Den største prisvinder af dem alle fik stående ovationer. Sådan skal det være, og retfærdigheden skete sådan nogenlunde fyldest, da www.speednames.com fik aftenens mest gyldne jernklump, Juryens Specialpris, for virkelig at have mænget sig med de store, amerikanske forbilleder.
Latteren ville heller ingen ende tage i salen, da superreklameforbrugende websteder som Haburi og Gubi tabte til en god, gammeldags brugtvognsforhandler (www.bilsalg.dk), som har et websted, der i flere sekunder står i hvidt bortset fra en muddermalet firkant med ordene »månedens tilbud«.
Sådan er den sekund-for-sekund-aktuelle webverden heldigvis fuld af overraskelser. Juryen havde jo også kun dem at vælge imellem, der mod pæn betaling havde nomineret sig selv til hæder.
Det var der mange, som lod være med.
»Vi får aldrig en Reboot-pris, for vi tilmelder os ikke,« fortalte flere af branchens mest succesrige regnskabsbestyrere. Dem med overskud. Det er vist ikke virkningen, der giver ære i webbranchen.
Endnu.
Talerne på dagsprogrammet var amerikanske bortset fra en enkelt europæer. Og så var der ellers dømt Power Point. Selv den slags præsentationer, hvor skriften på storskærmen virkede mere gnidret end huslægens recepter, gik an i år.
Men man lyttede. Eller bankede Playstation, hinanden i bordfodbold og tommelfingeren ad led på fjernbetjeningen til de fjernstyrede kapsejlere på overfladen af det blå pust-op-og-tab-vejret badebassin, ugens varehuskataloger lægger op til skal være sommerinventar i villahaverne.
Sponsorerne gav øl, sejlture og et kig på kvindeben i Calista Flockhart-minimalisme.
Alle halvsvenskerne var der, altså danskerne der arbejder for webfirmaer, som svensken har købt eller vil købe. Men det der fedtede heavyhår, som direktørerne fra Areneum Netbureauet med et par ryk ned over hovedet var trukket i, det er altså yt selv i Sverige.
Talende overraskelse
Ude i krogene var der gang i både de små grå og hjernecellerne. Forretninger afsluttedes, nye firmaer blev skabt, ideerne flød, sladderen flyttede med.VIPere og adskillige par øjenvipper trak sig ovenpå og for sig selv.
Da natten endte, nægtede taxaselskaberne at besøge Holmen mere. Gå, sagde Taxa Motors nattevagt. Det var lettere sagt end gjort.
En Zentropa-direktør råbte bøsserøv, og det til alle.
»Nu er jeg fra Køge, så jeg kunne godt have stukket ham en,« sagde mediebegivenhedens lillebror og viste en lille højrehånd frem. Vandbærere og småttere fødes vist med et overbærenheds-gen.
Overraskelsen blandt talerne var Bill Gates' tidligere elskerinde. Underligt at stå ansigt til ansigt med en tanke om, at hvis man selv var verdens rigeste, ville ens scoremuligheder... nå ja, måske man ville prøve noget andet. Det gjorde Gates jo også, så vi bærer over med ham.
Måske prisvinderen fik sat sit trofæ på den anden - eller en andens - ende i løbet af aftenen.

Maj, år 1999
Webfest i døgndrift
Genstart: En gang om året samles den danske Internet-branche til et døgn med såvel store som kloge ord, technofest og selvtændt rampelys. Reboot-dagen på holmen blev en succes.
Af Niels Møller
Hun snor sig som en indisk tempeldanser, hænderne laver rytmiske knæk, armene slanger sig rundt og op. Mit indre går i slowmotion af fryd.
Hun er lidt atypisk her i forsamlingen af succesdrenge og wonderwomen. Hun er arbejdsløs. Danser som en kåd drøm. Og det gør hende svenskeren, der lige havde fået et par hundrede millioner ud af sine aktieoptioner, jo nok ikke.
Den rige pige hastede også hjem med flyveren for flere timer siden. Senere i et hjørne står redaktøren af Silicon Alley Reporter og skriger mig ind i den techno-skadede øregang.
»Kom til New York, det er fanme verdens centrum,« spytter han mig på kinden.
Lige nu er København godt nok.
Reboot. EDBsk for den proces, man skal igennem, når computeren går i baglås.
»Vil du genstarte computeren nu?«
Nej tak, helst ikke. Men man kan jo ikke blive fri.
Reboot dig selv. Torsdag morgen på restauranten Base Camp på ungdommens del af Holmen. Internet-branchen sætter sig lår mod lår i fabrikshallen.
Om lidt kommer stjernerne fra USA og spreder ordet. Internet-branchens store dag. For andet år i træk. Skandinaviens største Internet-event, som arrangørerne siger.
»Mange mener stadig, at de værdier, vi skaber på Internet, er varm luft,« lyder det fra reklamebureaudirektør Tim Frank Andersen, der leder morgenbønnen.
»Men de mennesker, der mener det, er jo digitalt handicappede. De får aldrig et dybere forhold til Internet, end det er tilfældet blandt gennemsnitlige 6. klasseselever i Folkeskolen.«
The Net is IT. Er der andet?
Ikke for Justin Hall, der det meste af sit unge liv har haft det mål at lave noget, som er »even less usefull«. Nettet er fyldt af det. Det ubetydelige, det sjove, det skæve, vanvittige og pusseløjerlige. Netpoeten, forfatteren, vanvidsdyrkeren Justin Hall er tilbage i byen.
Morgenens tankefulde opvarmning om individets muligheder i kontrast til resten af dagen, hvor det ordene kredser om er, hvordan erhvervsliv og Netbranchens ansatte profiterer på, at Internet er folkeligt og deles gratis ud af postbudet.
Sig dit job op. Har du ikke råd til det, så brug din arbejdstid på at lave dit eget websted,« brøler Jason McCabe Calacanis med masser af udråbstegn. Dagens største bifald af den slags, hvor fødderne stamper med.
Jason McCabe Calacanis vil have os til at lave websider, der kan sætte lige så meget gang i menneskers indre som Titanic-filmen.
Justin Hall kan måske. Han skriver om sit liv - det unyttige liv, der tjener ham selv. En forfatter, der ikke ønsker at debutere og skrive en bog.
»Alt det, vi har set indtil nu, er i virkeligheden kun infrastruktur. Indholdet på Nettet er slet ikke begyndt,« siger Jason McCabe Calacanis.
Han er rig, har tjent sine penge på at lave Internet-branchebladet »Silicon Alley Reporter«, der læses af de cirka 100.000 ansatte i New Yorks 5.000 Internet-firmaer.
Vi skal lave vores egne talkshow, skrive hitmelodier, udgive bøger, fortælle nyheder. Og glemme alt om den fysiske verden med gammeldags erhvervsstrukturer som TV-stationer, pladeselskaber, forlag, aviser.
I den digitale fremtid ser alt anderledes ud. Grossisterne har ikke store chancer. Mr. Ten Percent, der scorer på andres arbejde, får det svært.
Vi skal have alle vores tanker, hele vores hjerne ud på Nettet. Harlan Hughs næse når præcis op over kanten på talerstolen. Han vil organisere vores
tanker, så vi aldrig glemmer dem.
Andre vil gøre os rige. Forvandle en tanke til en pengetank. Skabe kontakt mellem en business-plan og venturekapitalen. Mr. Ten Percent lever endnu, taler og hedder i den digitale verden Guy Kawasaki, han vil kun flyve på 1. klasse og intet andet hotel end D'Angleterre duer i København.
Designmesteren fra Wired Digital, Jeffrey Veen, sparker ind, hvor det må gøre rigtig ondt på de fleste danske Web-folk. Han kræver, at det kun tager et sekund eller så at få en Net-side op på en computerskærm. Ellers smutter folk jo bare igen uden at komme tilbage.
Rastløse superzappere. Kræsne næser. Internet er større end TV. Og der er ikke et ugeprogram med Show Wiev-koder, der kan bringe os rundt til alt det, vi vil opleve.
»Enkelt, enkelt, enkelt,« fortæller amerikaneren Veen til danskerne, der nok kan lave enkelt designede lamper og stole og fjernsyn, som hele verden vil have stående hjemme og se på. Men som stadig må se hjemmemarkedet flygte til amerikanske websider, når befolkningen »netter«.
Okay, nu er vi fulde. Vi er nu flere end tusinde mennesker. Dansegulvet rykker, baren trækker. VIP-rummet ligner en svinesti af fulde talere, pinger og journalister med champagne på andres regning.
Halvdelen af salen er fyldt op af visdom fra talere og debat. Den anden halvdel er inviteret til festen, der følger efter aftenens uddeling af præmier til nogen, som nogen andre nogen, der er omtrent magen til de første, synes er supergodt.
Få er høje; måske er det dem, der har vundet de der rygklapperpriser, for som de står der med glas på stilke og lader verden komme til dem, da ligner de noget, der er så stolt af sig selv, at bare tanken om egne bedrifter giver et kick.
Amerikanernes jetlag forsvinder. De ruller sig ud, fester og følger med danskerne ind i rytmerne, der er akkurart så internationale og moderne, at hver ny DJ-bestemt melodi minder om den, der kommer bagefter. Alligevel snor hun armene som en indisk gudestatuette. Jeg ser, hun har seks af dem på en gang. Måske er det ved at blive for digitalt, for virtuelt, for langt ude.
Justin Hall vil prøve at køre med bus. Nummer 18 skulle gå til hans hotel. Men det er nat, Danmark fungerer ligesom ikke længere. Ikke på den måde. Ikke engang en taxa kan man få på Holmen. Og det var den hele klode, der ikke skulle være længere end et museklik væk. Åh nej. I morgen, måske.
Engang vil taxaselskabet vide, at jeg er en god kunde, der aldrig har kastet op i en vogn og bor så langt fra byen, at mine ture betaler for desserten ved chaufførens flabede søns konfirmation.
To ærkekonkurrenter står arm i arm. Synger de, direktørerne fra Jubii og Yahoo? Ellers ser det bare sådan ud.
Alt er godt, verden er alligevel lille her til lands. Vi kommer hinanden ved.
Studerede babes med drømme om en fremtid på Nettet fester og slanger sig omkring fuldkommen sortklædte herrer med succes.
Mine sko er gråhvide af års Base Camp-snavs. Jeg må huske at tage dem af, inden jeg går i seng. Nej, jeg rører aldrig de sjove piller, så tag dem væk, tak. En øl vælter. Frisk luft.
I baren orker de ikke lave flere kulørte drinks, vi må vælge noget mere enkelt. Et skvæt sprut og en sodavand. Isterninger er vel ikke for avanceret?
»Nu skal vi danse,« siger hun igen. Igen.
Jeg giver hende telefonnummret på en, jeg ved har et ledigt job med udsigt til fast løn og masser af Internet.
Sidste gang, jeg ser hende, er hun næsten faldet i søvn på en sofa.
Jeg skrev det der jobtelefonnummer på bagsiden af mit visitkort. Vend kortet!
Reboot danser igen næste år i version 3.0.
Justin Hall:
www.siliconalleyreporter.com
Hugh Harlan:
www.thebrain.com
Guy Kawasaki:
www.garage.com

Maj, år 1998
Jeg var med. Men skrev ikke, eller også er artiklen forsvundet i arkivet. Jeg husker det ikke helt.

Når en artikel redigeres
Her er et lille eksempel på, hvad avisens redaktionssekretærer foretager sig. Er de til hjælp for læserne? Til den her artikel hører også en fremragende oversigt over, hvordan skattevæsenerne i forskellige lande opkræver skat på aktieoptionerne.

1: "Directors Cut", som artiklen så ud, da jeg afleverede den:

Amerikanere betaler skam skat af aktieoptioner
Aktieløn: Selv i USA betragter skattevæsenet aktier som løn, der kræves skat af, også selvom aktierne gives i form af de såkaldte warrents eller optioner. Men i USA er skatten langt mindre. Langt de fleste europæiske lande – inklusiv Danmark – har lignende forhold, viser en oversigt fra Skatteministeriet.
Af Niels Møller
I den amerikanske stat Georgia i byen Duluth bor den danske ingeniør Anders Hebsgaard. Han betaler omkring 50 procent i skat af sin løn til byen, staten og forbundsregeringen. Og det amerikanske skattevæsen betragter også Anders Hebsgaards arbejdsgivers rundhåndede tildeling af aktier som lønindkomst, der skal betales skat af.
»Forskellen mellem USA og Danmark er mængden af de aktieoptioner, som tildeles medarbejderne,« fortæller ingeniør Anders Hebsgaard, der nu arbejder for IT-virksomheden Broadcom i USA.
Anders Hebsgaard følger med i den danske debat om aktieoptioner gennem Berlingske Tidendes internetavis. Den danske ingeniør mener, at de fleste herhjemme har misforstået de amerikanske optionsordninger.
Ifølge Anders Hebsgaard er det ikke de danske skatteregler, den er gal med.
Anders Hebsgard mener, at de danske arbejdsgivere er for nærrige med antallet af aktier, som stilles til rådighed for medarbejderne. Derfor virker danske optionsordninger ikke godt nok, mener Anders Hebsgaard.
Før Anders Hebsgaard flyttede til USA var han medarbejder i det danske IT-firma Cocom, der i september 1999 blev købt af den amerikanske IT-gigant Cisco for 470 mio. kr.
»Vi fodfolk fik under 200.000 ud af den aftale, mens hovedparten gik til ventureselskaberne og et par folk i ledelsen. Efter 63 eller 64 procents skat, så var der en pæn – men ikke overvældende bonus – for tre års arbejde med arbejdsuger på 70 timer,« husker Anders Hebsgaard.
I dag giver Anders Hebsgaards amerikanske arbejdsgiver ham aktieoptioner for én mio. dollar (næsten ni mio. kr.) om året.
»Selv meget små stigninger i aktiernes kurs resulterer i massive bonusindtægter til mig. Der er tale om millioner af danske kroner. Og der er stadig meget tilbage til mig efter omkring 50 procents skat,« fortæller Anders Hebsgaard, der har indrettet sig på Pleasant Hill Road.
De stærkt omdiskuterede danske regler for beskatning af medarbejderaktier, aktieoptioner og warrents (aktiekøbsretter) ligner stort set dem, der opkræves skat efter i både andre europæiske lande og i USA.
Det viser en redegørelse, som Skatteministeriet sidste år udarbejdede til Folketinget. Redegørelsens afsnit om USA er skrevet med hjælp fra et stort revisionsfirma, oplyser Skatteministeriet. Her hedder det bl.a.:
»Aktier, tegningsretter og aktiekøberetter beskattes som løn.«
Men der er undtagelser. I USA kan en virksomhed udstede skattefri aktieoptioner til medarbejderne. Ligesom virksomhederne kan udstede aktieoptioner med nedsat beskatning.
»Der er særlige ordninger i USA, spørgsmålet er bare, hvor meget de bliver brugt. For det ved vi ikke,« siger kontorchef Lise Bo Nielsen, Skatteministeriet.
Men man skal ikke længere end til Sverige for at finde en ordning, hvor skattevæsenet holder sig fra aktieoptionerne. I Sverige kan kun meget små aktieoptioner – under 30.000 svenske kr. – friholdes fra indkomstskat.
Også Belgien, Finland, Irland, Storbritannien, Sverige og Tyskland, har ordninger, hvor aktiekøberetter – optioner – fritages for skat.
I alle lande beskattes optionerne før, medarbejderen vælger at sælge aktierne. I en del lande udløses skatten, allerede i det øjeblik, medarbejderen får optionerne tildelt. I andre lande betales der først skat, når optionerne indløses til aktier.
Men ingen af landene i ministeriets undersøgelse er gået så vidt, at aktierne først beskattes, når medarbejderne indløser værdien og sælger aktierne.
Den sene beskatning er bl.a. foreslået af IT Brancheforeningen og af erhvervsmanden Finn Helmer, tidligere leder af den danske dollarsucces Giga, der blev solgt til USA for 10 mia. kr.
»Jeg vil meget gerne være med til at gå så langt. Men EU’s Fusionsskattedirektiv opstiller tekniske hindringer,« siger Morten Helveg Petersen, erhvervsordfører og næstformand i den radikale folketingsgruppe.
Også Venstres formand Anders Fogh Rasmussen spillede i går ud med et ønske om at »lempe beskatningen« på aktieoptioner.


2: Den redigerede version, som artiklen var trykt i avisen:

Kun små udsving i skatteregler
Aktieløn:Selv i USA betragter skattemyndighederne aktier som løn, der kræves skat af, også selvom aktierne gives i form af warrants eller optioner.
Af Niels Møller
Skatten på aktieoptioner er ikke voldsomt hårdere i Danmark end i andre af de lande, vi normalt sammenligner os med. Det viser en opgørelse fra Skatteministeriet. Det danske skattesystem er ikke problemet, firmaer er for nærige med aktieoptioner, mener dansk ingeniør, der i dag arbejder i USA.
I den amerikanske stat Georgia i byen Duluth bor den danske ingeniør Anders Hebsgaard. Han betaler omkring 50 procent i skat af sin løn til byen, staten og forbundsregeringen.
Og det amerikanske skattevæsen betragter også Anders Hebsgaards arbejdsgivers rundhåndede tildeling af aktier som lønindkomst, der skal betales skat af.
»Forskellen mellem USA og Danmark er mængden af de aktieoptioner, som tildeles medarbejderne,« fortæller ingeniør Anders Hebsgaard, der nu arbejder for IT-virksomheden Broadcom i USA.
Anders Hebsgaard følger med i den danske debat om aktieoptioner gennem Berlingske Tidendes internetavis. Den danske ingeniør mener, at de fleste herhjemme har misforstået de amerikanske optionsordninger.
Ifølge Anders Hebsgaard er det ikke de danske skatteregler, den er gal med.
Anders Hebsgard mener, at de danske arbejdsgivere er for nærige med antallet af aktier, som stilles til rådighed for medarbejderne. Derfor virker danske optionsordninger ikke godt nok, mener Anders Hebsgaard.
Ni millioner
Før Anders Hebsgaard flyttede til USA var han medarbejder i det danske IT-firma Cocom, der i september 1999 blev købt af den amerikanske IT-gigant Cisco for 470 mio. kr.
»Vi fodfolk fik under 200.000 kr. ud af den aftale, mens hovedparten gik til ventureselskaberne og et par folk i ledelsen. Efter 63 eller 64 procents skat, så var der en pæn, men ikke overvældende bonus, for tre års arbejde med arbejdsuger på 70 timer,« siger Anders Hebsgaard.
I dag giver Anders Hebsgaards amerikanske arbejdsgiver ham aktieoptioner for en mio. dollar, svarende til næsten ni mio. kr., om året.
»Selv meget små stigninger i aktiernes kurs resulterer i massive bonusindtægter til mig. Der er tale om millioner af danske kroner. Og der er stadig meget tilbage til mig efter omkring 50 procents skat,« fortæller Anders Hebsgaard, der har indrettet sig på Pleasant Hill Road.
Skat i alle lande
De stærkt omdiskuterede danske regler for beskatning af medarbejderaktier, aktieoptioner og warrants (tegningsret) ligner stort set de regler, der opkræves skat efter i både andre europæiske lande og i USA.
Det viser en redegørelse, som Skatteministeriet sidste år udarbejdede til Folketinget. Redegørelsens afsnit om USA er skrevet med hjælp fra et stort revisionsfirma, oplyser Skatteministeriet. Her hedder det bl.a.:
»Aktier, tegningsretter og aktiekøberetter beskattes som løn.«
Men der er undtagelser. I USA kan en virksomhed udstede skattefri aktieoptioner til medarbejderne. Ligesom virksomhederne kan udstede aktieoptioner med nedsat beskatning.
»Der er særlige ordninger i USA, spørgsmålet er bare, hvor meget de bliver brugt. For det ved vi ikke,« siger kontorchef Lise Bo Nielsen, Skatteministeriet.
Svensk skattefrihed
Men man skal ikke længere end til Sverige for at finde en ordning, hvor skattevæsenet holder sig fra aktieoptionerne. I Sverige kan kun meget små aktieoptioner på under 30.000 svenske kr. friholdes fra indkomstskat.
Også Belgien, Finland, Irland, Storbritannien, Sverige og Tyskland, har ordninger, hvor aktiekøberetter, optioner, fritages for skat.
I alle lande beskattes optionerne før, medarbejderen vælger at sælge aktierne.
I en del lande udløses skatten, allerede i det øjeblik, medarbejderen får optionerne tildelt. I andre lande betales der først skat, når optionerne indløses til aktier.
Men ingen af landene i ministeriets undersøgelse er gået så vidt, at aktierne først beskattes, når medarbejderne indløser værdien og sælger aktierne.

Hjalp redaktionssekretæren dig? Nå, det er jo alligevel yesterdays news... ;-)

Skrevet i dag - lidt pudsig nyhed fra to koncerner, som omverdenen, ja selv deres egen verden, opfatter værende i vild og voldsom krig med hianden
Berlingske og Jyllands-Posten sammen på nettet
Stillinger: Jyllands-Posten køber halvdelen af Berlingskes websatsning Jobzonen.dk. Sammen vil de to bladhuse udvikle et fælles internetsted med jobannoncer.
Af Niels Møller
Danmarks største dagblade går nu sammen om en storoffensiv på internet.
Det Berlingske Officin og Jyllands-Posten afleverede i går ansøgning til Konkurrencestyrelsen om at få tilladelse til at oprette det fælles selskab Jobzonen A/S, der overtager Berlingske-selskabet Metropol Onlines stillingsannonce-tjeneste, Jobzonen.dk.
»Sammen er vi væsentlig bedre end hver for sig. Vi skal nu ud og konkurrere med Stepstone, Monster.com, TV2s Jobindex og en række andre spillere,« siger Torsten Bjerre Rasmussen, direktør for elektroniske medier hos Jyllands-Posten.
I praksis har Jyllands-Posten købt sig ind i Berlingskes nettjeneste. De to bladhuse holder beløbet hemmeligt. Metropol Online ejes udover Berlingske-koncernen af Århus Stiftstidende, Fyens Stiftstidende, Nordjyllands Avisselskab og JydskeVestkysten.
»Det er nødvendigt at have meget stor styrke på internet. Vi skal nu udvikle forretningsområder, vi ikke tidligere har været inde i, som f.eks. CV-databaser. Desuden vil vi gøre klar til bredbånd, så virksomheder i stedet for tekstannoncer kan indrykke videofilmede præsentationer,« siger Lasse Bolander.
Ifølge Lasse Bolander rummer Jobzonen i dag ca. 2.000 stillingsopslag og Jyllands-Postens internetavis omkring 750.
»Ser man på trafikken (antallet af læsere, red.), så er vi idag i top tre,« siger Lasse Bolander.
Det elektroniske jobmarked har idag flere tabere end vindere. Aktiekurserne på børsnoterede jobsites har det skidt, og de elektroniske jobformidlere brænder generelt flere penge af, end de får ind.
»Vi ser det her som et perfekt match. De fleste af Jobzonens nuværende brugere er fra Sjælland, og vi er stærke her i Jylland. Det giver grundlaget for en stærk, landsdækkende tjeneste,« siger Jyllands-Postens Torsten Bjerre Rasmussen.
Begge bladhuse understreger, at samarbejdet kun gælder jobannoncer på internet. De trykte blade skal stadig konkurrere med hinanden.
»Men det er da klart, at vi på internet-området vil holde øje med, hvordan samarbejdet forløber for at se, om der er andre internettjenester, vi måske senere kan arbejde sammen om,« siger Torsten Bjerre Rasmussen.

Skrevet i dag
Folketinget tager optionsskatten op
Aktieløn: Det Radikale Venstre vil se åbent på forslag fra Venstre om at udskyde tidspunktet for optionsbeskatning. Venstre tager igen optionsskatten op i Folketinget og stiller samtidig en række kritiske spørgsmål til skatteministeren.
Af Niels Møller
Regeringspartiet Det Radikale Venstre er parat til et genkig på skattereglerne for aktieoptioner. Partiets erhvervsordfører, Morten Helveg Petersen, vil følge Venstres og IT-Brancheforeningens ønske om, at en medarbejder med aktieoptioner først skal beskattes, når aktierne sælges.
»Vi prøvede at komme så langt allerede sidste år, men det lykkedes ikke på grund af EU’s Fusionskattedirektiv. Det er vi nødt til at overholde,« siger Morten Helveg Petersen, næstformand i den radikale folketingsgruppe.
Efter erhvervsmanden Finn Helmers i Berlingske Tidende fremsatte massiv kritik af de danske optionsordninger, tager Venstre tager nu igen spørgsmålet op i Folketingssalen.
»Hvis V og K kan komme med en teknisk udvej, så vi kan flytte beskatningstidspunktet og samtidig overholde Fusionsskattedirektivet, så er jeg åben,« siger Morten Helveg Petersen.
Venstres IT-ordfører, Kristian Jensen, er opmærksom på, at EU-direktivet kan være en hindring. Direktivet udstikker regler, som sikrer, at der ikke kan unddrages skat som følge af virksomhedsfusioner. Embedsmændene i Skatteministeriet frygter, at en ændring i options-beskatningen kan medføre konflikt med EU-reglerne.
»Hvis vi kan komme i konflikt med EUs Fusionsskattedirektiv, så må vi se på, hvordan vi kan komme ud over det. Det kan f.eks. være ved, at man ved fraflytning fra landet skal svare skat,« siger Kristian Jensen.
Berlingske Tidende dokumenterede i går, at EU-landene og USA i dag stort set alle følger de danske skatteregler, hvor aktieoptioner beskattes som løn, når de veksles til aktier.
Venstres beslutningsforslag lyder, at de vekslede optioner holdes skattefri indtil den dag, aktierne sælges og gevinsten hæves. Hvis der altså er en gevinst.
»Vi ser aktieoptionerne som en mulighed for at binde dygtige folk til en virksomhed. Det kan man jo ikke, hvis de skal sælge aktierne for at få råd til skatten,« siger Kristian Jensen.
I dag skal der betales skat af aktieoptionerne. For at have råd til at betale skatten, tvinges medarbejderne oftest til at sælge aktierne på et tidligt tidspunkt. Derfor går medarbejderne glip af de mulige værdistigninger, deres eget arbejde kan give aktiekursen.
Regeringen fik fra årsskiftet indført nye regler, så optionsskatten kan betales ved, at man deponerer aktier i Vækstfonden i stedet for at betale skatte med rede penge.
»Nu har Vækstfonds-ordningen kørt i fem måneder, og jeg har ikke hørt om nogen, der har gjort brug af den eller synes, den er god,« siger Kristian Jensen, der nu sender en række kritiske spørgsmål om ordningen afsted til skatteministeren.
Venstre vil ikke ændre på, hvor meget der skal betales i skat for aktierne. Kun på det tidspunkt, skatten skal betales.
»Vi vil ikke foreslå, at betalingen skal ændres. Man skal fortsat betale skat som om, der er tale om løn,« siger Kristian Jensen.

Bragt den 29. april 2001
Forening og forretning
Kooperationen: Den tidligere kulturminister Ebbe Lundgaard har sat sig for at lære FDB at tjene penge. Efter kun tre år ved magten i en af landets største virksomheder har han fejet godt på gangene og gjort op med gamle dogmer, han har ikke alene fyret den adm. direktør men en hel horde af ledere, og til sommer tager han opgøret, hvor købmandskabet og pengene ser ud til at vinde over foreningen og demokratiet.
Interview
Af Niels Møller
Få kunne have spået, at en mangeårig højskoleforstander og radikal toppolitiker kan få mere end behersket succes som chef for en af landets største erhvervsvirksomheder.
Det meste er nu lykkedes godt for Ebbe Lundgaard, formand for andelstankens flagskib FDB, der sidder solidt på lige knap 40 procent af danskernes daglige indkøb.
I dag er det småting, de skændes om i den demokratiske forretning FDB, som ejes af de 1,4 millioner danskere med medlemskort til butikkerne. Roen har sænket sig over det 5.000 mænd og kvinder store demokratiske bagland af såkaldte tillidsvalgte – det vil sige valgte medlemmer af butiksbestyrelser i brugserne.
Den tidligere kulturminister har sat sig for at bevise, at det trods kapitalisme, konkurrence og de fremherskende teorier sagtens kan lade sig gøre at drive en demokratisk erhvervsvirksomhed, der kun har kundernes bedste for øje.
»I FDBs bestyrelse sidder vi selvfølgelig ikke med den professionelle baggrund fra erhvervslivet, som vores konkurrenters bestyrelser sidder med. De skal forvalte aktionærernes penge og har ikke altid ansigt på ejerne. Vi sidder på vegne af vores medlemmer og kender de cirka 5.000 folkevalgte, der op gennem systemet har valgt os,« siger Ebbe Lundgaard, som – det siger sig selv – tror fuldt og fast på, at FDB kan være både forening og forretning i en og samme mundfuld.
Næsten samme mundfuld, skal man måske sige.
»De sidste ti år har FDB ikke magtet at tjene til konsolidering og investering. Det magtede man måske i en eller anden grad før. Men den måde, man har skruet FDB sammen på siden starten af 90erne, gør, at det ikke er lykkedes at generere så stort et overskud, som det er vigtigt, at den her virksomhed har,« siger Ebbe Lundgaard.
»Der ligger to milliarder kroner i bevægelsen, som ikke kan bruges til at gavne fællesskabet. Sådan er det. Det er vilkårene. Og jeg beklager mig ikke over dem.«
I stedet for at klage har formand Lundgaard har sat klappen for det ene øje. De to milliarder danske kroner har i mange år virket om syre i øjnene på FDB.
Det er penge, som er hobet op i de 485 uafhængige brugs- og Kvickly-butikker, der ganske vist er medlem af FDB, men som langt fra er lig med FDB. Og det er penge, som de selvstændige brugsforeninger bare ikke vil lade FDB få fingre i.
Kun ved tilkøb af Irma- og Fakta-kæderne er det lykkedes for FDB at være storebror i forholdet til de pengestærke, uafhængige brugsforeninger, hvor stort set alle – modsat FDB – stadig forstår at tjene bunker af penge.
»Vi skal jo ikke nødvendigvis tjene tonsvis af penge til ejerne. Men i og med at vi ikke har kunnet tjene mange penge de sidste ti år, har vi ikke kunnet investere. Den problemstilling rammer os rimeligt hårdt i de her år,« siger Ebbe Lundgaard.
Ebbe Lundgaard kan ikke prale af flotte økonomiske resultater i sin knap tre år korte formandstid – Ebbe Lundgaard blev valgt efter en tam valgkamp med Bjarne Møgelhøj, formand gennem 15 år.
Valget af Lundgaard skabte absolut ebbe og ro i det ellers ofte uregerlige demokratiske bagland, som enhver brugsformand er valgt af og skal tilfredsstille for at blive ved magten og den så velpolstrede lønningspose, at størrelsen af formandens løn hører til FDBs mest velvogtede hemmeligheder.
»Jeg har ingen kommentarer til min løn, den er ikke offentlig. Den beslutning blev truffet i 1983.«
I FDB-systemet er der ikke tradition for, at penge betyder alverden, når det er regnskabtal, der menes. Hvis en af de uafhængige brugser går neden om og hjem, så har FDB samlet den op og i årevis båret tabet. Og hvis en uafhængig brugs glemmer at sætte Coca-Cola på hylderne den uge, FDB har aftalt en særlig salgskampagne med læskedrikgiganten, jå så herregud da, det gik jo nok.
»Det er en del af kulturen i bevægelsen, at centralmagten i Albertslund (FDBs hovedkontor, red.) nok er nogle båtnakker alle sammen. Det er en selvforståelse, som jeg accepterer. Men jeg vil have lov at svare igen og sige, at sådan er det altså ikke.«
For ude i virkeligheden har pengene en hovedrolle. Og Ebbe Lundgaard har brugt sine snart tre rolige formandsår til at få det politiske bagland til at se den stadigt mere truende virkelighed i øjnene.
»Meget lammelse er kommet af, at man på lokalt niveau (ude i de demokratisk valgte butiksbestyrelser, red.) har sagt: Vi alene vide. Det går ikke i virkeligheden. Hvis den her virksomhed skal slå igennem, så skal den have en større margin af central styring. Vi er nødt til at agere samlet, for ellers er vi ikke stærke nok i markedet. Og det er et kulturskred at få den forståelse,« konstaterer Ebbe Lundgaard, der igen skynder sig at sige, at han accepterer andres mening og den store arbejdsindsats, der lægges af de medlemmer, som har påtaget sig et tillidshverv.
Hvert af de regnskabsår, Ebbe Lundgaard har ansvaret for, har FDB ikke nået budgetterne. »Utilfredsstillende,« har både han selv, direktionen, bestyrelsen og FDBs repræsentantskab hvisket af egen indsats.
»Jeg vil ikke sige, at regnskaberne har været markant utilfredsstillende. Men det har ikke været godt nok, og sådan kan det ikke fortsætte.«
Vejen ud af hele den demokratiske suppedas og de forbudte milliarder har indtil nu styret forbi at sælge ud af FDBs producerende virksomheder for at få råd til at forny butikkerne, så de kan fremstå lige så tidssvarende som konkurrenternes. Nu er der kun én fabrik tilbage, og den er så lukrativ, at FDB ikke sælger.
I stedet lægger Ebbe Lundgaard op til den største fornyelse i den danske brugsbevægelses 150-årige historie.
Alle 1.115 dagligvarebutikker skal indgå i Coop Norden, Ebbe Lundgaards ambitiøse modtræk mod den international kapitalismes frembringelser som de børsnoterede superkoncerner Wall-Mart og Royal Ahold, der udvider over hele kloden i et tempo, som ikke kan undgå at gøre ingeniørerne, der konstruerede motoren i Ebbe Lundgaards formands-BMW 523, misundelige.
Nu beder Ebbe Lundgaard FDBs kongres den 17. juni i år om at forlade den kendte, lille danske vej og i stedet kaste sig ud på den multisporede konkurrencemotorvej, hvor der ad alle kræfter svares igen. Men på en særlig FDBsk måde, selvfølgelig.
»Coop Norden,« siger Ebbe Lundgaard.
Han siger næsten ikke andet i denne tid, på møder med sit politiske bagland, med FDBs ansatte, med leverandører og samarbejdspartnere.
»Jeg er ret overbevist om, at det forretningsmæssigt vil være ret vanskeligt at lave noget, der er bedre end det, vi laver her,« mener Ebbe Lundgaard.
Man kunne have solgt alle butikkerne til en af de store, udenlandske kapitalstærke kæder.
»Det vil være utænkeligt rent politisk. Man kunne have fundet en strategisk alliancepartner uden for kooperationen og lagt aktiverne over i et selskab, som FDB ejede halvdelen af. Men på langt sigt vil det betyde, at man sælger det hele, så det går heller ikke.«
I stedet forærer FDB samtlige 1.115 dagligvarebutikker til Coop Norden AB, et svensk indregistreret aktieselskab med hovedkontor i Göteborg, som udover FDBs butikker overtager omkring dobbelt så mange fra de svenske og norske brugsbevægelser, KF og Coop Norge.
Ansvaret for driften af de mange kæder og butikker skal allerede fra 1. januar næste år overgå helt til forretningen Coop Norden. Formelt set mister FDBs medlemmer magt.
Men det er kun en formssag, mener Ebbe Lundgaard.
»Jeg har svært ved at se den store forskel i praksis på før og efter Coop Norden.«
FDB og foreningens medlemmer skal eje 38 procent af Coop Norden. Svenskerne får den største klump med 42 procent af aktierne. Ifølge Ebbe Lundgaard får alle tre lande lige mange repræsentanter på den årlige generalforsamling, og afstemningerne afgøres enten ved almindeligt flertal eller ved, at hver af de tre ejerforeninger har én stemme. Men udbyttet udbetales selvfølgelig efter det skæve ejerforhold mellem landene.
»Coop fastholder jo, at det er en medlemsejet virksomhed.«
Og dét er kernen for Ebbe Lundgaard. Han vil ikke alene bevare FDBs demokrati. For ham kommer de næste år til at handle om at forny det. Og udfordre det. Hans tanker på kongressen sidste år om at forsøge at få FDB til at være en forbrugerpolitisk spydspids lyder ikke godt i alle egne af den vidtforgrenede andelsbevægelse, der rent politisk ligner et delt Danmark med Venstre-bønder med stemmesedlerne i Jylland og Foreningsdanmarks Tordenskjolds-socialdemokrater på Sjælland.
»Nu skal vi ikke investere i forretningen, i Coop Norden, for det hviler i sig selv. Nu skal vi investere i noget andet, som er til fordel for vores medlemmer.«
Ebbe Lundgaard ser gerne, at FDB investerer i kultur og medier. Men erkender, at det ikke er op til ham alene at afgøre, om hans personlige tanker om at købe op i mediebranchen kan realiseres af FDB.
»Jeg har den ambition personligt at gøre os mere synlige i forbrugerpolitiske spørgsmål. Jeg kan ikke bestemme selv, men jeg vil undersøge, om vi har vilje til i fællesskab at sætte en forbrugerpolitisk dagsorden i Danmark.«
Ebbe Lundgaard ærgrer sig over, at FDB ikke bruger kontakten til medlemmerne noget mere. Han ser gerne, at foreningen begynder at bruge dem aktivt i den forbrugerkamp, som analyserne af forbrugernes meninger og ønsker tyder på, at FDB kan få held til at føre.
Ingen ved endnu, om FDBs medlemmer er medlemmer for meget andet end at opspare bonuspenge, når de betaler ved kasseapparaterne. Før genindførelsen af dividenden – som forsvinder sammen med Coop Norden – droppede antallet af medlemmer med stor hast til omkring en halv million. Nu er der en million flere.
»Jeg siger ikke, at det er et meget aktivt og dynamisk medlemsdemokrati, vi har. Men muligheden for, at det kan være det, er der.«

Bragt den 18. maj 2001:
Dyremose uden for døren
Viceværten: Fra at starte som koncernchef i en aggressiv, amerikansk-europæisk telesatsning, er Henning Dyremose rykket ud af erhvervsledersuperligaen og ned på en plads som træde-vande-chef. Lige nu forhandles TDCs fremtid uden om Henning Dyremose, der må se sin egen lønningspose reduceret på grund af en faldende aktiekurs.
Profil
Af Niels Møller
Henning Dyremose kan ikke undgå at mærke trækvindene hen over sit altid nyklippede hovedhår. Oven over Henning Dyremoses 55-årige hoved – og sandsynligvis også bag hans ryg – forhandler den altdominerende, amerikanske hovedaktionær intenst for at slippe af med aktierne i TDC (Tele Danmark). Den virksomhed, Henning Dyremose for mindre end tre år siden fik ansvaret for, efter at en række mere efterspurgte erhvervsledere havde sagt nej tak til headhunternes teletilbud.
Hvad værre er for Henning Dyremoses omdømme: Aktiekursen stiger nærmest kun på rygter. Akkurat som kursen fortalte om Henning Dyremoses egen negative markedsværdi, da aktienyhedstjenesten Euroinvestor i en meget omtalt aprilsnar-fortælling lod Henning Dyremose forlade jobbet som TDC-topchef.
Henning Dyremoses egne resultater er begyndt at hive kursen nedad. Dommen faldt prompte efter fremlæggelsen af sidste årsregnskab, som samtidig rummede dystre udsigter for fremtiden.
Når kursen på TDC-aktien falder, så falder også Henning Dyremoses årsløn. Ifølge Henning Dyremose er han selv og hans medchefer i TDC aflønnet efter de langsigtede resultater.
Selv har den Louis Armstrong-glade adm. direktør ikke haft held til at jazze kursen i vejret trods nok så mange præsentationer, peptalks og altid brede smil til kameraerne.
Henning Dyremoses opdeling af TDC i en lang række såkaldt selvstændige aktieselskaber med megamillion-investeringer i imageskabende TV-reklamer, kunne heller ikke trylle kursen op. Selvom målet netop var at vise, at TDC burde vurderes højere, reagerede aktiemarkedet alligevel modsat. Måske fordi de hjemlige aktionærer også samtidig er kunder hos TDC.
Selvom Henning Dyremose nu har printet VIC på den tidligere mobildivision og On Cable på det gamle Kabel-TV, så står Tele Danmarks navn og indgroede etatsånd stadig skrevet med dommedagsstore typer hen over den måde, selskaberne behandler kunderne på.
Gamle, sure telefonstemmer på nye logoer. Alt er ved det samme. Aktiekursen nærmer sig nu også det lave leje fra dengang, Tele Danmark var foruden Henning Dyremose. Lige nu ligger kursen lavere, end da Henning Dyremose i november 1998 indtog Tele Danmark.
Som erhvervslivets svar på den folkelige vicevært Meyer luntede Henning Dyremose ellers rundt med fejekosten. Med direktørfyringer på samlebånd blev Henning til »Fyremose«, som i hvert fald hvirvlede op i støvet efter tidligere statsembedsmænds vælde i den store koncern.
Embedsmændene havde salgsmodnet Tele Danmark. Med den tidligere departementschef Hans Würtzen i spidsen skaffede de i 1994 statsbudgettet 18,5 mia. kroner ved Danmarkshistoriens største børsintroduktion. Tre år senere rullede milliarderne atter ind, da finansministeren scorede 21 mia. kr. på at sælge statens teleaktier til det amerikanske Chicago-teleselskab Ameritech.
Ameritech ansatte – efter lang tids søgen efter en dansk topfigur – Henning Dyremose til at udvikle Tele Danmark til en syleskarp, nordeuropæisk spydspids, der skulle forsvare de amerikanske farver i Norden, Tyskland, Schweiz, Belgien og store dele af Østeuropa.
Om det nogensinde lykkedes at få forvandlet TDC til en frontløber kan stadig diskuteres. Undervejs blev den amerikanske ejer opkøbt af lige så amerikanske SBC Communications. Men SBC har aldrig haft et særligt strategisk øje på Europa. SBC, med hovedsæde i George Bushs Texas, er alligevel mere til samba end jazz og har et stærkt fokus på Sydamerika.
Da TDC blev smidt ud af Norge efter et forgæves forsøg på at overtage mobiltelefonselskabet Netcom, stod Henning Dyremose i aktieanalytikernes øjne reelt uden en realiserbar ekspansionsstrategi.
Henning Dyremoses længe ventede modsvar blev af historiske dimensioner – en dansk virksomheds største udenlandske opkøb. To stk. schweiziske teleselskaber til en samlet pris omkring 30 milliarder kroner, lød ordren på i november sidste år.
Men prisen blev meget højere, måske for høj for Henning Dyremose.
Eventyret i Alpelandet startede trods fine beregninger skidt – der var alligevel ikke de gevinster at hente, som Henning Dyremose mente at have fundet ud af i sit enorme hjørnekontor i Kjøbenhavns Telefons gamle hovedsæde skråt over for det afdøde discountparadis Daells Varehus.
Henning Dyremoses regnefejl kostede aktionærerne formuer. Tilliden til hans ord var fra da af nærmest ikke-eksisterende.
Dyremose i skjul
Henning Dyremoses yndlingsudtryk lyder netop i disse dage:
»Ingen kommentarer.«
Den ellers presseglade adm. direktør vil ikke længere i avisen. Ikke engang ordene »ingen kommentarer« kommer fra ham selv. Henning Dyremose er krøbet i skjul.
I stedet overlader han afvisningerne til sin voksende stab af pressetalsmænd, rutinerede og dyrtkøbte journalister, hvis største opgave lige nu er at holde pressen fra døren og udsende selvgode pressemeddelelser som den med, at TDC er gode venner med Kongehuset og sandelig også med Rollo & King.
Akkurat som da embedsmændene for små tre år siden sad på toppen af Tele Danmark. TDCs omdømmepleje er – som aktiekursen – tilbage på niveauet før november 1998, hvor Henning Dyremose trådte til som koncernchef. Der trædes vande.
Fra starten gik Henning Dyremoses personlige projekt ud på at give TDC et bedre omdømme. Selskabet skulle vokse i ikke blot befolkningens agtelse, men også i andre erhvervslederes. Dyremose har haft det mål, at TDC skulle højere op på Børsens Nyhedsmagasins årlige image-undersøgelse. Det mente han, var en opgave, han kunne klare.
Jo, TDC rykkede op. Sidste år til en 28. plads – altså en af de virksomheder, der havde det bedste omdømme overhovedet.
Den gode placering har Henning Dyremose formøblet på bare ét år. I det flotte guldnummer af Børsens Nyhedsmagasin styrtdykkede TDC fra plads nummer 28 til en placering som nummer 124.
TDCs troværdighed er helt i bund. Og med den også Henning Dyremoses.
Endnu kan man kun gætte på, hvorfor Henning Dyremose ikke selv får lov til at deltage i de forhandlinger, hovedaktionæren SBC Communications fører med andre teleselskaber, der kan tænkes at ville skaffe SBC af med aktieposten på knap 42 pct. af TDC. En post, der giver absolut magt over det engang danske telefonselskab.
Efter de seneste begivenheder i Norge, hvor SBC har drøftet aktieposten med det statslige telefonselskab Telenor, står det dog i hvert fald lysende klart, at Henning Dyremose er sat uden for indflydelse på fremtiden.