Wednesday, June 06, 2001

"Turbo-Journalism:" Speed Over Substance? - - en vældig interessant artikel om Nettavisen.no, som jeg besøgte nogle dage sidste sommer.
Aktieløn kan tages med når man siger op - dom i Sø- og Handelsretten i dag.

Tuesday, June 05, 2001

Sonofon – ganske besværligt
Åh Polle:
Gid Sonofon var så simpel at have med at gøre, som de dyre TV-reklamer forsøger at bilde os ind. Dét er Sonofon ikke, når nøden er størst.
Reality test
Af Niels Møller
»Overdrivelse fremmer forståelsen«.
Sådan – ganske simpelt og uden fordyrende mellemled som f.eks. reklamebureaet Partners, der står bag landeplagen med Polle-reklamerne – kan Sonofon planke et nu navneskiftet teleselskabs pay off.
Desværre rummer Sonofons nye pralesætning, »Ganske simpelt«, nemlig en vis portion overdrivelse.
Det er da også kun i de trykte reklamer, at »ganske simpel« skrives som en konstatering. I de første tre af Polle-TV-reklamerne sætter det nynorske teleselskab i stedet et berettiget spørgsmålstegn bagefter de små ord. Som om, Sonofon godt ved, selskabet ikke er så simpelt endda.
Kundeservice. Otte cifre og en længere ventetid i minutter. Sådan er teleselskaber åbenbart, også selvom de kalder sig simple.
Vi kan lige så godt afsløre, at »problemos med mobilos«-nummeret 80 29 29 29 ikke betjenes af Sonofon-pigerne. I stedet tager en talemaskine i mod besked og beder en om at trykke og trykke på tasterne. Åh jo, det lyder lige så kommunalt som det bliver.
Efter næsten ti minutter i røret skratter det endelig, ventemuzakken forsvinder og en Sonofon-piges blide røst dukker op.
»Ja, jeg har tabt min mobiltelefon og vil gerne have en ny,« fortæller deres ulykkelige virkelighedstester. Okay, man kan tage backup og skrive alle sine numre ned – eller græde.
Numrene ligger på det tabte kort. Men en ny telefon, dét må Sonofon kunne klare – ganske simpelt.
Næe.
»Jeg kan sende dig et nyt kort, men telefonen må du selv købe i en af vores butikker,« fortæller Sonofon-pigen.
Hvorfor det? Efterhånden kan man da betale over sit SIM-kort, og I sælger da selv telefoner alt muligt udstyr, som kan betales over den næste telefonregning.
Hvorfor kan Sonofon ikke hjælpe mig, når min telefon nu ligger et sted i mudderet på en mark udenfor Odense? Kan du ikke bare være flink og sende mig en telefon sammen med kortet og så skrive det hele på næste regning?
»Nej, sådan er det bare.«
Det lyder som da teleselskabet hed KTAS og havde det kundevenlige, interne motto:
»Du kan få en telefon i lige den farve, du ønsker, blot du ønsker en grå.«
Men KTAS brugte da heller ikke mange penge på at fortælle aldansken, at det var simpelt at være kunde dér.
Stakkels Polle. Mon Puch Maxiens tank rummer benzin nok til, at han kan sprutte helt fra Snave, op til Haarby og ad den gamle hovedvej 44 ind til Torvet i Svendborg, hvor nærmeste Sonofon-butik ligger?
Dét har vi desværre ikke testet i dag.
Mon ikke, pakkeposten er meget mere simpel end en knallerttur i regnvejr.
Et telefonselskab er et telefonselskab er et telefonselskab. Også i året 2001. Ak.