Bedstsælgeren
Troels’ tro: Succesmageren Troels Holch Povlsen tror på flid, ærlighed og skæbnen. Han gav i sidste uge livsværket til sin ældste søn, der overtager Danmarks bedst drevne tøjfirma, Bestseller. Den 51-årige superiværksætter har arbejdet sig op fra intet til at være en af landets rigeste. Han mener, at penge er roden til alt ondt.
Af Niels Møller
BRANDE
Han har ringet. »Kan du være her i morgen?« Tre timer med IC-tog direkte ind på Brande Station, hvor kvindestemmen kendt siden bumletogsstoppene på lejrskolerejserne stadig advarer »gå ikke over sporet, der kommer tog«.
Diiing dong, ivrer DSB. Thsja-dhlung, tikker uret bag ham med dybe og beroligende herreværelseslyde. Det gamle, mørke, engelske standerur står op ad væggen i det lille kontor, han tre dage hver anden uge har parkeret sig selv i. En hyggelig antikvitet af en øreklapstol står fremme til gæsten.
Selv sidder han på en helt almindelig sort kontorstol ved et bord, der bare er et bord, ikke et skrivebord, blot en mørkbejdset plade med et jernstel under.
Troels Holch Povlsen. 51 år.
Den fantasifulde hjerne og mange af arbejdstimerne bag Bestseller-eventyret. En mand med rigtig god karma og en af de få danskere, der kunne kalde sig mangemilliardær, hvis han ville.
»Vi styrer slet ikke virksomheden. Det er så underligt – at have en virksomhed, der ikke er styret. Samtidig siger vi,« han gentager de tre ord og puster lidt sådan pyha! »Samtidig siger vi, at nu må vi altså til at have styr på tingene. Og det har tit den modsatte virkning af, hvad vi egentlig ønsker.«
Verden er fuld af paradokser og modsatte retninger, som danner vejen frem for Troels Holch Povlsen og Bestseller.
Her er ingen titler på visitkortene. Alle omtales uden efternavne. Troels er Troels, intet andet. Alle kontordøre står åbne. Gennemsnitsalderen er omkring 26 år. Troels trækker den lave score op.
»Det er så svært for omgivelserne at forstå det. Men man kan godt drive en god virksomhed uden at regne ud, om det kan betale sig. I vores budgetter er der ikke fokus på tallene. Det er ikke pengene, det drejer sig om, selvom vi har økonomisk succes.«
For Troels handler firmaet om mennesker. Han er bestyrelsesformand. Han har længe anset sig selv som både købmand og personalechef. Indtil for halvandet år siden ansatte han selv hver en medarbejder i firmaet.
Troels vil selv. Udråbstegn.
Bestseller gør det så godt, at konkurrenter helt af sig selv omtaler firmaet som »Danmarks-mestrene«. Troels og de 3.500 medarbejdere i 19 lande sælger så meget tøj, at omsætningen i 2000-regnskabet formentlig lander omkring 3,5 mia. kr.
Et tal, der måske er dobbelt så stort eller større, når det kommer til stykket. Hos Bestseller opgives detailomsætningen ikke.
»Vi har været så meget Danmarks-mestre, at vi alle sammen er opmærksomme på det. Det er en god fornemmelse at være med på vinderholdet. Men det ikke at blive bidt i haserne gennem en periode, betyder også, at der er nogle ting, der bliver for selvfølgelige. Succes har nogle omkostninger, som får mig at føle, at vi kunne gøre det bedre.
Regn med, at vi i fremtiden prøver at finde nogle retningslinier, der gør folk mere trygge. Når du har små børn, så har du lige en finger i ryggen på dem mens de knapt kan gå: Neej, hvor går du godt! Den finger i ryggen, den mangler nogen steder.
Vi er måske ikke agressive nok. Vi kan slet ikke li’ at være en stor virksomhed og vi betragter os som små. Hvis du er rigtig mange sammen, så er der tit utrolig mange, der ikke mener, at de kan være med til at løfte opgaven. Men hvis du er få, så skal det jo gå.
Jeg kigger på mulighederne, aldrig på tallene. Har vi brugt de muligheder, vi har optimalt? Har vi brugt dem 90 procent, 80 procent eller 70 procent? For øjeblikket bruger vi ikke de muligheder, vi har, optimalt.
Vi er kvalt lidt i den succes, vi har. Vores tal passer ikke rigtig sammen. Der er områder, hvor omsætningen kan stige 10 procent og vores omkostninger 20, uden at vi sådan set får noget for de investeringer. Måske har vi nu fået den størrelse, hvor vi får uønskede sidegevinster.«
I kontoret overfor Troels' sidder Anders. Den ældste søn, der lige har arvet firmaet på forskud. Rummene er små, alligevel sidder cheferne to og to på kontorerne, dørene står altid åbne. Det hjalp ikke at lukke døren, den lukkes raskt op: »Dav Troels, kan du lige...«
Jeg betragter hans ansigt imens de taler sammen. Hovedet er rundt, som Buddas. Troels’ brune, brune øjne har en farven, det er nødvendigt at gentage for helt at forstå den. To menneskestore sjælespejle, men med farve fra et dådyrs eller en kos øjendybder. Dem har han også, køer, og ser til dem hver morgen.
Troels vil ikke gætte på, hvor meget Bestseller er værd.
Jeg siger, at Anders’ har hans øjne.
»Arghh, der er så mange, der siger, at vi ligner hinanden. Det synes jeg ikke.
Jeg tror ikke, jeg kommer til at snakke så meget med Anders. Men da vi er i familie, så tror jeg, der er en meget tæt telepati, så det sparer jo nogle telefonregninger. Nu har jeg brugt 28 år på at være efter ham. De næste 28 år vil jeg udelukkende bruge på at støtte ham.
Anders overtager en virksomhed, som – hvis han arbejder hårdt og ærligt med den – så vil man i løbet af en årrække kunne se, hvad det egentlig er, han overtog. At han har påtaget sig det job, det er vi som forældre meget glade for. Man lader jo ikke noget gå i arv til sin søn eller datter, som ikke er i orden.
Man må jo også sige, at man meget tit hører, at anden generation kan splitte en virksomhed ad i løbet af meget kort tid. Men det tror jeg ikke bliver tilfældet her.
De kvaliteter, der er grundlaget for vores virksomhed, er meget tydelige i den ny generation. Vi har ti leveregler, vi lever efter. Man kan læse dem, hvis man er i en anden virksomhed og sige, at så gør man også sådan. Men man forstår dem kun, hvis man er her.
Det er et kvalitetsstempel, at en virksomhed fortsætter i anden generation.«
Det med Anders’ øjne passer ikke. Anders’ øjne er bare brune, lysere i det. Milde og venlige som sommeren udenfor, hvor skyerne og landskabet og Troels’ bygningsværker ligner en fantasi om at være et andet sted. I Toscana. I Californien. På en fransk lyngmark. Betonen er sminket i lerfarve. Bedraget betager beskueren. Be-be. Jeg vil se det hele.
Troels stormer ud af rummet. »Anders viser rundt,« kommer han tilbage og siger efter et minut. Mens Troels kunne være klædt på af en britisk skrædder, så ligner Anders altså noget, der er værre end mig. Røv-slidte cowboybukser, en 2 for 100-skjorte, der ligner alle andre.
Mens vi vandrer ud på det enorme lager, fortæller Anders, at han i et par år har syntes, at Troels ikke tog Bestseller alvorligt nok.
»Jeg syntes ikke, det var ansvarligt overfor virksomheden, når han slukkede sin mobiltelefon,« siger Anders som eksempel.
Den 28-årige adm. direktør og ejer af Bestseller ligner fysisk en yngre og nok også pænere udgave af iværksætterkändisen Martin Thorborg. Anders er rank, et hoved højere end Troels. De deler den ydre ro og ydmygheden. Og så er der rastløsheden.
Anders vil ikke have sit billede i avisen.
Du kan lige så godt få det overstået med det samme, alle aviserne vil jagte dig indtil det billede er i kassen, lokker jeg.
»Men mit liv forandrer sig, når først det billede er taget. Og jeg vil selv bestemme, hvornår det kan tages,« siger Anders og stopper brat op, selvom jeg lige havde tryglet ham halvvejen til fotografen.
Troels har det på samme måde. Han er ked af, at der er en fotograf med. Han vil undgå, at Ekstra Bladet køber billedet af Berlingskes fotobureau. Han fremlægger en skriftlig kontrakt om, at billederne kun kan bruges én gang.
Nu er de et, far og søn. Uanset, hvad Troels siger. Det er deres liv – og de har fuld kontrol over det.
Når Troels ikke har talt med journalister i så mange år, skyldes det, at de spilder hans tid. Journalister er ikke så hulens interessante at snakke med, lader Troels forstå. Avismennesker har lidt for få farver i den indre forståelsespalet. Og så véd særligt erhvervsjournalister for lidt om det, de skriver om. Synes Troels.
»Pressesky.« Ordet hamres automatisk i tasterne og videre ud i aviserne, når det gælder mennesker som Troels. Når han fortæller og svarer alvorligt på hvert et spørgsmål, virker han mest som en, der ved, at den tid, han har på jorden, er den mest dyrebare og knappe ressource. Tid er ikke til at rutte med. Og aviserne har rod i en Jante-lov, der er ham fjern.
»Når man driver en stor virksomhed i Danmark, så er man enten skurk, står i ledtog med mafiaen, har arvet eller er på anden måde uhæderlig. Jeg tror, folk har et ambivalent forhold til min person. Sådan: Er-han-ikke-lidt-for-dygtig? Det er den der menneskeligt-naturlige nå ja, så godt kan det jo ikke gå, betaler han ikke for lidt i løn eller arbejder folk ikke for meget?
Jeg ved ikke, hvem det er der har fundet på, at der skal være en skjult dagsorden med spørgsmålstegn i artikler. Jeg var da så lykkelig på et tidspunkt, hvor Ekstra Bladet fulgte op på al ting. De fik fat i en og spurgte, om jeg smuttede ind i svømmehallen i Brande uden at betale. Det viste sig at være en anden, der hed Povlsen. Jeg synes, det er at undervurdere læserne.
Penge er jo nok også roden til alt ondt. Der er jo ikke nogle af mine drenge, der vil arve penge. Udefra ligner det penge. Men de får jo ikke noget. De får jo ingen ting. De får aktier og værdier, der står i huse og i fordringer fra vores kunder. At omverdenen gør det op i store beløb, det er jo noget andet.
Vi har det, så vi kan klare os. På et tidspunkt var jeg nummer syv på Børsens Nyhedsmagasins liste over de rigeste danskere. Og nu tror jeg, vi er nummer 17 set med den avis’ øjne. Det er lidt underligt, at man hurtigt kan blive så fattig, i mellemtiden har vi da tjent penge. Børsens Nyhedsmagasin står jo ikke i noget specielt sollys hos mig. Det blad var årsagen til, at vi i ti måneder levede med trusler på livet.«
Dødstruslerne sluttede brat, da en tidligere elitesoldat omsider blev pågrebet hjemme hos Troels og Merete med benzin, håndjern, reb og andre rædsler. Soldaten ville presse penge af Troels og havde tidligere forsøgt sig mod andre fra netop Børsens Nyhedsmagasins rigmandsliste.
Troels siger, at det næsten er lige som slemt som truslerne, når nogen beskylder virksomheden for at plagiere andres tøjdesign. Stemmen dirrer af harme.
Det er ved at være aften. Anders og jeg går sammen rundt i de næsten tomme huse. Alle Troels’ Brande-huse har søjler. Alligevel slår enkeltheden igennem, selv i detaljerne, der leger med i oplevelsen af bygningsværkerne.
»Egentlig er det jo bare nogle lagerhaller. Sådan nogen mister jo hurtigt det meste af værdien. Men ved at gøre noget ud af dem, kan man håbe, at værditabet ikke er så stort,« siger Troels.
Huse er hans passion. Gamle huse. Gamle byer. Danske byer. Han er medlem af alle bygningsforeninger, der findes, siger han. De får penge og hjælp.
»Samfundsøkonomisk er det en fantastisk ting, at man har nogle smukke ting at se på. Der er nogen, der siger, at det er sundt at have noget kønt at se på. Jeg tror på det.
Dansk bygningskultur har min store interesse. Jeg kan godt lide at lave noget samarbejde på tværs, hvor det er mennesket, der kommer i centrum og ikke den politiske overbevisning.
Jeg tror, det er det, vi mangler ved vores politikere. Kan vi ikke snart finde nogle mennesker, vi kan stemme på? Vil man kunne mærke, at der kommer en ny regering? Jeg tror, man vil kunne mærke, hvis der kom nye mennnesker.«
Troels er ikke til luksus.
»Jeg har da stået overfor en eller anden drengedrøm og tænkt, at nu køber jeg den. Sidste gang var i London. Men da jeg kom ind i forretningen og hørte prisen, så var tingen ikke smuk mere. Den var bare alt for dyr. Det er ikke et spørgsmål pengene, men om hvad en ting er værd.«
Troels og Merete bor på Gyllingnæs Gods, der kostede 55 mio. kr. Men det er en investering.
»Landbruget er en mulighed for at generere en gevinst. Når vejret får det til at gå dårligt for landbruget, så går det godt for tøjbranchen. Og omvendt.
For os har det været fantastisk at have mulighed for at bo så tæt ved naturen. Jeg har haft den drøm siden jeg var syv år, men sådan en drøm kan man ikke tillade sig at have, når midlerne til den ikke var der.«
Troels lægger vægt på at være et ordentligt menneske. På at opføre sig med omtanke overfor andre. Han lever for at give, for at løfte mennesker og lære af dem. Nye medarbejdere ansættes efter deres personlighed – det væsentligste kriterie er, om han selv har lyst til at arbejde sammen med mennesket. Han ansætter stadig medarbejdere, men ikke længere i Danmark. De 35 udenlandske datterselskaber er Troels’ ansvar.
Troels’ far var ansat ved kommunen. Troels læste på købmandsskolen, men skulkede fra timerne. Han gik i stedet over i et auktionshus og fulgte med i antikviteter og hammerslag. Efter skolen kastede han sig over handlen med antiviteter, fik siden at parti tøj i hænde og resten er 25 års dansk erhvervshistorie.
Lige bortset fra en drøm, der brast en dag i Skive.
»Jeg ville gerne have et drømmejob som museumstekniker. Jeg mødte en rigtig spændende person, Peter Seeberg (forfatter og museumsleder, red.), der udstationerede mig på Skive Museum.
Engang imellem er det utrolig vigtig at være virkelighedsfjern, det skal man også kunne være, hvis man vil drive virksomhed. Men jeg sad der i en udgravning sammen med museumsinspektøren fra Skive og talte om Vietnam-kringen. Hva’ for en krig, sprugte han. Så besluttede jeg mig. Så virkelighedsfjern vil jeg alligevel ikke være, at Vietnam-krigen ikke eksisterede. Den verden i udgravningen var for langt væk.«
Anders skridter det hele af. Fire hangarstore huse. En masse mindre. To af de store står i brunt træ: De nyfærdige lagre, hvor der arbejder mennesker – ikke pluk-robotter. Fotostudiet, hvor nye varer skydes, så kunderne kan se dem på nettet. De mange køkkener med gyldne messingvaske og -haner. Computere, stoffer, mønstre og ideer. Overalt står antikviteter.
»Troels havde det i mange år sådan, at han ikke kunne lade være med at købe et eller andet med hjem, når han var ude at rejse. Så var der et fund, som kunne betale billetten,« fortæller Anders.
»Det her er fra Indien,« siger Anders om et mægtigt bord, der står i den næsten kolonistilsrungende hall i den ene af lagerbygningerne.
»Jeg er altså ikke fedtet. Så kan man ikke drive en virksomhed. Der er tale om almindelig omhu,« siger Troels om kombinationen af forretningsrejser og hobbysalget af antikviteter.
Hos Bestseller i Brande arbejder 550. Som antallet af elever på en mellemstor folkeskole. »Men nu skal der heller ikke flere til,« siger Anders. »Det er stort nok her, nærheden mistes, hvis der kommer flere til. Firmaet må udvide et andet sted.«
Og det bliver meget vel i Anders’ nye hjem, gården Constantinsborg.
»Anders er medindehaver af en landbrugsejendom, vi har oppe i Århus, hvor vi skal drive landbrug. Bygningerne er også ved at blive udviklet til erhvervslokaler for en del af vores virksomhed. Vi har rekrutteret utrolig mange medarbejdere fra Århus, og skulle der være nogen af dem, der synes, det er langt at køre til Brande, så har de nu en mulighed.«
Troels og Merete har endnu en søn, Niels. Han er 24 år, stærkt interesseret i EDB og først for en måned siden trådt i ind i familiens virksomhed.
»Niels skal have noget, der svarer til det samme. Vi mener, vi har muligheden for på en eller anden måde at ligestille dem. Der er jo en aldersforskel, og vi har fået accept fra Niels til, at der er et par år, hvor vi kan se, hvad vi skal gøre.
Som forældre har du kun en interesse for dine børn: Hvordan gør du dem mest lykkelige. Hvordan bliver de midler, der er optjent i den her virksomhed gennem 25 år til noget, der er godt for mennesker og ikke noget, der er skidt for mennesker.
Det kan virke som en luksusopgave. Men der er så mange eksempler på, at opgaven er svær.«
Troels siger, jeg ligner en af hans nu afdøde skolekammerater på en prik. Kammeraten gad heller ikke altid barbere sig. Men det er mere end dét. Troels viser mig frem for Anders. Synes du ikke, han bare ligner? Jo, slående.
»Ryger du også King’s? Selvfølgelig gør du det. King’s er gode at rulle hash i.«
Sidst jeg røg en joint var den købt færdigrullet og kom i et orange plasticrør, protesterer jeg.
»Det er længe siden... King’s og Doors på grammofonen... og noget hash.«
Han smiler. Jeg ved, at jeg er glemt og kammeraten behageligt husket. Jeg går ud i køkkenet og finder et askebæger.
Troels’ tro: Succesmageren Troels Holch Povlsen tror på flid, ærlighed og skæbnen. Han gav i sidste uge livsværket til sin ældste søn, der overtager Danmarks bedst drevne tøjfirma, Bestseller. Den 51-årige superiværksætter har arbejdet sig op fra intet til at være en af landets rigeste. Han mener, at penge er roden til alt ondt.
Af Niels Møller
BRANDE
Han har ringet. »Kan du være her i morgen?« Tre timer med IC-tog direkte ind på Brande Station, hvor kvindestemmen kendt siden bumletogsstoppene på lejrskolerejserne stadig advarer »gå ikke over sporet, der kommer tog«.
Diiing dong, ivrer DSB. Thsja-dhlung, tikker uret bag ham med dybe og beroligende herreværelseslyde. Det gamle, mørke, engelske standerur står op ad væggen i det lille kontor, han tre dage hver anden uge har parkeret sig selv i. En hyggelig antikvitet af en øreklapstol står fremme til gæsten.
Selv sidder han på en helt almindelig sort kontorstol ved et bord, der bare er et bord, ikke et skrivebord, blot en mørkbejdset plade med et jernstel under.
Troels Holch Povlsen. 51 år.
Den fantasifulde hjerne og mange af arbejdstimerne bag Bestseller-eventyret. En mand med rigtig god karma og en af de få danskere, der kunne kalde sig mangemilliardær, hvis han ville.
»Vi styrer slet ikke virksomheden. Det er så underligt – at have en virksomhed, der ikke er styret. Samtidig siger vi,« han gentager de tre ord og puster lidt sådan pyha! »Samtidig siger vi, at nu må vi altså til at have styr på tingene. Og det har tit den modsatte virkning af, hvad vi egentlig ønsker.«
Verden er fuld af paradokser og modsatte retninger, som danner vejen frem for Troels Holch Povlsen og Bestseller.
Her er ingen titler på visitkortene. Alle omtales uden efternavne. Troels er Troels, intet andet. Alle kontordøre står åbne. Gennemsnitsalderen er omkring 26 år. Troels trækker den lave score op.
»Det er så svært for omgivelserne at forstå det. Men man kan godt drive en god virksomhed uden at regne ud, om det kan betale sig. I vores budgetter er der ikke fokus på tallene. Det er ikke pengene, det drejer sig om, selvom vi har økonomisk succes.«
For Troels handler firmaet om mennesker. Han er bestyrelsesformand. Han har længe anset sig selv som både købmand og personalechef. Indtil for halvandet år siden ansatte han selv hver en medarbejder i firmaet.
Troels vil selv. Udråbstegn.
Bestseller gør det så godt, at konkurrenter helt af sig selv omtaler firmaet som »Danmarks-mestrene«. Troels og de 3.500 medarbejdere i 19 lande sælger så meget tøj, at omsætningen i 2000-regnskabet formentlig lander omkring 3,5 mia. kr.
Et tal, der måske er dobbelt så stort eller større, når det kommer til stykket. Hos Bestseller opgives detailomsætningen ikke.
»Vi har været så meget Danmarks-mestre, at vi alle sammen er opmærksomme på det. Det er en god fornemmelse at være med på vinderholdet. Men det ikke at blive bidt i haserne gennem en periode, betyder også, at der er nogle ting, der bliver for selvfølgelige. Succes har nogle omkostninger, som får mig at føle, at vi kunne gøre det bedre.
Regn med, at vi i fremtiden prøver at finde nogle retningslinier, der gør folk mere trygge. Når du har små børn, så har du lige en finger i ryggen på dem mens de knapt kan gå: Neej, hvor går du godt! Den finger i ryggen, den mangler nogen steder.
Vi er måske ikke agressive nok. Vi kan slet ikke li’ at være en stor virksomhed og vi betragter os som små. Hvis du er rigtig mange sammen, så er der tit utrolig mange, der ikke mener, at de kan være med til at løfte opgaven. Men hvis du er få, så skal det jo gå.
Jeg kigger på mulighederne, aldrig på tallene. Har vi brugt de muligheder, vi har optimalt? Har vi brugt dem 90 procent, 80 procent eller 70 procent? For øjeblikket bruger vi ikke de muligheder, vi har, optimalt.
Vi er kvalt lidt i den succes, vi har. Vores tal passer ikke rigtig sammen. Der er områder, hvor omsætningen kan stige 10 procent og vores omkostninger 20, uden at vi sådan set får noget for de investeringer. Måske har vi nu fået den størrelse, hvor vi får uønskede sidegevinster.«
I kontoret overfor Troels' sidder Anders. Den ældste søn, der lige har arvet firmaet på forskud. Rummene er små, alligevel sidder cheferne to og to på kontorerne, dørene står altid åbne. Det hjalp ikke at lukke døren, den lukkes raskt op: »Dav Troels, kan du lige...«
Jeg betragter hans ansigt imens de taler sammen. Hovedet er rundt, som Buddas. Troels’ brune, brune øjne har en farven, det er nødvendigt at gentage for helt at forstå den. To menneskestore sjælespejle, men med farve fra et dådyrs eller en kos øjendybder. Dem har han også, køer, og ser til dem hver morgen.
Troels vil ikke gætte på, hvor meget Bestseller er værd.
Jeg siger, at Anders’ har hans øjne.
»Arghh, der er så mange, der siger, at vi ligner hinanden. Det synes jeg ikke.
Jeg tror ikke, jeg kommer til at snakke så meget med Anders. Men da vi er i familie, så tror jeg, der er en meget tæt telepati, så det sparer jo nogle telefonregninger. Nu har jeg brugt 28 år på at være efter ham. De næste 28 år vil jeg udelukkende bruge på at støtte ham.
Anders overtager en virksomhed, som – hvis han arbejder hårdt og ærligt med den – så vil man i løbet af en årrække kunne se, hvad det egentlig er, han overtog. At han har påtaget sig det job, det er vi som forældre meget glade for. Man lader jo ikke noget gå i arv til sin søn eller datter, som ikke er i orden.
Man må jo også sige, at man meget tit hører, at anden generation kan splitte en virksomhed ad i løbet af meget kort tid. Men det tror jeg ikke bliver tilfældet her.
De kvaliteter, der er grundlaget for vores virksomhed, er meget tydelige i den ny generation. Vi har ti leveregler, vi lever efter. Man kan læse dem, hvis man er i en anden virksomhed og sige, at så gør man også sådan. Men man forstår dem kun, hvis man er her.
Det er et kvalitetsstempel, at en virksomhed fortsætter i anden generation.«
Det med Anders’ øjne passer ikke. Anders’ øjne er bare brune, lysere i det. Milde og venlige som sommeren udenfor, hvor skyerne og landskabet og Troels’ bygningsværker ligner en fantasi om at være et andet sted. I Toscana. I Californien. På en fransk lyngmark. Betonen er sminket i lerfarve. Bedraget betager beskueren. Be-be. Jeg vil se det hele.
Troels stormer ud af rummet. »Anders viser rundt,« kommer han tilbage og siger efter et minut. Mens Troels kunne være klædt på af en britisk skrædder, så ligner Anders altså noget, der er værre end mig. Røv-slidte cowboybukser, en 2 for 100-skjorte, der ligner alle andre.
Mens vi vandrer ud på det enorme lager, fortæller Anders, at han i et par år har syntes, at Troels ikke tog Bestseller alvorligt nok.
»Jeg syntes ikke, det var ansvarligt overfor virksomheden, når han slukkede sin mobiltelefon,« siger Anders som eksempel.
Den 28-årige adm. direktør og ejer af Bestseller ligner fysisk en yngre og nok også pænere udgave af iværksætterkändisen Martin Thorborg. Anders er rank, et hoved højere end Troels. De deler den ydre ro og ydmygheden. Og så er der rastløsheden.
Anders vil ikke have sit billede i avisen.
Du kan lige så godt få det overstået med det samme, alle aviserne vil jagte dig indtil det billede er i kassen, lokker jeg.
»Men mit liv forandrer sig, når først det billede er taget. Og jeg vil selv bestemme, hvornår det kan tages,« siger Anders og stopper brat op, selvom jeg lige havde tryglet ham halvvejen til fotografen.
Troels har det på samme måde. Han er ked af, at der er en fotograf med. Han vil undgå, at Ekstra Bladet køber billedet af Berlingskes fotobureau. Han fremlægger en skriftlig kontrakt om, at billederne kun kan bruges én gang.
Nu er de et, far og søn. Uanset, hvad Troels siger. Det er deres liv – og de har fuld kontrol over det.
Når Troels ikke har talt med journalister i så mange år, skyldes det, at de spilder hans tid. Journalister er ikke så hulens interessante at snakke med, lader Troels forstå. Avismennesker har lidt for få farver i den indre forståelsespalet. Og så véd særligt erhvervsjournalister for lidt om det, de skriver om. Synes Troels.
»Pressesky.« Ordet hamres automatisk i tasterne og videre ud i aviserne, når det gælder mennesker som Troels. Når han fortæller og svarer alvorligt på hvert et spørgsmål, virker han mest som en, der ved, at den tid, han har på jorden, er den mest dyrebare og knappe ressource. Tid er ikke til at rutte med. Og aviserne har rod i en Jante-lov, der er ham fjern.
»Når man driver en stor virksomhed i Danmark, så er man enten skurk, står i ledtog med mafiaen, har arvet eller er på anden måde uhæderlig. Jeg tror, folk har et ambivalent forhold til min person. Sådan: Er-han-ikke-lidt-for-dygtig? Det er den der menneskeligt-naturlige nå ja, så godt kan det jo ikke gå, betaler han ikke for lidt i løn eller arbejder folk ikke for meget?
Jeg ved ikke, hvem det er der har fundet på, at der skal være en skjult dagsorden med spørgsmålstegn i artikler. Jeg var da så lykkelig på et tidspunkt, hvor Ekstra Bladet fulgte op på al ting. De fik fat i en og spurgte, om jeg smuttede ind i svømmehallen i Brande uden at betale. Det viste sig at være en anden, der hed Povlsen. Jeg synes, det er at undervurdere læserne.
Penge er jo nok også roden til alt ondt. Der er jo ikke nogle af mine drenge, der vil arve penge. Udefra ligner det penge. Men de får jo ikke noget. De får jo ingen ting. De får aktier og værdier, der står i huse og i fordringer fra vores kunder. At omverdenen gør det op i store beløb, det er jo noget andet.
Vi har det, så vi kan klare os. På et tidspunkt var jeg nummer syv på Børsens Nyhedsmagasins liste over de rigeste danskere. Og nu tror jeg, vi er nummer 17 set med den avis’ øjne. Det er lidt underligt, at man hurtigt kan blive så fattig, i mellemtiden har vi da tjent penge. Børsens Nyhedsmagasin står jo ikke i noget specielt sollys hos mig. Det blad var årsagen til, at vi i ti måneder levede med trusler på livet.«
Dødstruslerne sluttede brat, da en tidligere elitesoldat omsider blev pågrebet hjemme hos Troels og Merete med benzin, håndjern, reb og andre rædsler. Soldaten ville presse penge af Troels og havde tidligere forsøgt sig mod andre fra netop Børsens Nyhedsmagasins rigmandsliste.
Troels siger, at det næsten er lige som slemt som truslerne, når nogen beskylder virksomheden for at plagiere andres tøjdesign. Stemmen dirrer af harme.
Det er ved at være aften. Anders og jeg går sammen rundt i de næsten tomme huse. Alle Troels’ Brande-huse har søjler. Alligevel slår enkeltheden igennem, selv i detaljerne, der leger med i oplevelsen af bygningsværkerne.
»Egentlig er det jo bare nogle lagerhaller. Sådan nogen mister jo hurtigt det meste af værdien. Men ved at gøre noget ud af dem, kan man håbe, at værditabet ikke er så stort,« siger Troels.
Huse er hans passion. Gamle huse. Gamle byer. Danske byer. Han er medlem af alle bygningsforeninger, der findes, siger han. De får penge og hjælp.
»Samfundsøkonomisk er det en fantastisk ting, at man har nogle smukke ting at se på. Der er nogen, der siger, at det er sundt at have noget kønt at se på. Jeg tror på det.
Dansk bygningskultur har min store interesse. Jeg kan godt lide at lave noget samarbejde på tværs, hvor det er mennesket, der kommer i centrum og ikke den politiske overbevisning.
Jeg tror, det er det, vi mangler ved vores politikere. Kan vi ikke snart finde nogle mennesker, vi kan stemme på? Vil man kunne mærke, at der kommer en ny regering? Jeg tror, man vil kunne mærke, hvis der kom nye mennnesker.«
Troels er ikke til luksus.
»Jeg har da stået overfor en eller anden drengedrøm og tænkt, at nu køber jeg den. Sidste gang var i London. Men da jeg kom ind i forretningen og hørte prisen, så var tingen ikke smuk mere. Den var bare alt for dyr. Det er ikke et spørgsmål pengene, men om hvad en ting er værd.«
Troels og Merete bor på Gyllingnæs Gods, der kostede 55 mio. kr. Men det er en investering.
»Landbruget er en mulighed for at generere en gevinst. Når vejret får det til at gå dårligt for landbruget, så går det godt for tøjbranchen. Og omvendt.
For os har det været fantastisk at have mulighed for at bo så tæt ved naturen. Jeg har haft den drøm siden jeg var syv år, men sådan en drøm kan man ikke tillade sig at have, når midlerne til den ikke var der.«
Troels lægger vægt på at være et ordentligt menneske. På at opføre sig med omtanke overfor andre. Han lever for at give, for at løfte mennesker og lære af dem. Nye medarbejdere ansættes efter deres personlighed – det væsentligste kriterie er, om han selv har lyst til at arbejde sammen med mennesket. Han ansætter stadig medarbejdere, men ikke længere i Danmark. De 35 udenlandske datterselskaber er Troels’ ansvar.
Troels’ far var ansat ved kommunen. Troels læste på købmandsskolen, men skulkede fra timerne. Han gik i stedet over i et auktionshus og fulgte med i antikviteter og hammerslag. Efter skolen kastede han sig over handlen med antiviteter, fik siden at parti tøj i hænde og resten er 25 års dansk erhvervshistorie.
Lige bortset fra en drøm, der brast en dag i Skive.
»Jeg ville gerne have et drømmejob som museumstekniker. Jeg mødte en rigtig spændende person, Peter Seeberg (forfatter og museumsleder, red.), der udstationerede mig på Skive Museum.
Engang imellem er det utrolig vigtig at være virkelighedsfjern, det skal man også kunne være, hvis man vil drive virksomhed. Men jeg sad der i en udgravning sammen med museumsinspektøren fra Skive og talte om Vietnam-kringen. Hva’ for en krig, sprugte han. Så besluttede jeg mig. Så virkelighedsfjern vil jeg alligevel ikke være, at Vietnam-krigen ikke eksisterede. Den verden i udgravningen var for langt væk.«
Anders skridter det hele af. Fire hangarstore huse. En masse mindre. To af de store står i brunt træ: De nyfærdige lagre, hvor der arbejder mennesker – ikke pluk-robotter. Fotostudiet, hvor nye varer skydes, så kunderne kan se dem på nettet. De mange køkkener med gyldne messingvaske og -haner. Computere, stoffer, mønstre og ideer. Overalt står antikviteter.
»Troels havde det i mange år sådan, at han ikke kunne lade være med at købe et eller andet med hjem, når han var ude at rejse. Så var der et fund, som kunne betale billetten,« fortæller Anders.
»Det her er fra Indien,« siger Anders om et mægtigt bord, der står i den næsten kolonistilsrungende hall i den ene af lagerbygningerne.
»Jeg er altså ikke fedtet. Så kan man ikke drive en virksomhed. Der er tale om almindelig omhu,« siger Troels om kombinationen af forretningsrejser og hobbysalget af antikviteter.
Hos Bestseller i Brande arbejder 550. Som antallet af elever på en mellemstor folkeskole. »Men nu skal der heller ikke flere til,« siger Anders. »Det er stort nok her, nærheden mistes, hvis der kommer flere til. Firmaet må udvide et andet sted.«
Og det bliver meget vel i Anders’ nye hjem, gården Constantinsborg.
»Anders er medindehaver af en landbrugsejendom, vi har oppe i Århus, hvor vi skal drive landbrug. Bygningerne er også ved at blive udviklet til erhvervslokaler for en del af vores virksomhed. Vi har rekrutteret utrolig mange medarbejdere fra Århus, og skulle der være nogen af dem, der synes, det er langt at køre til Brande, så har de nu en mulighed.«
Troels og Merete har endnu en søn, Niels. Han er 24 år, stærkt interesseret i EDB og først for en måned siden trådt i ind i familiens virksomhed.
»Niels skal have noget, der svarer til det samme. Vi mener, vi har muligheden for på en eller anden måde at ligestille dem. Der er jo en aldersforskel, og vi har fået accept fra Niels til, at der er et par år, hvor vi kan se, hvad vi skal gøre.
Som forældre har du kun en interesse for dine børn: Hvordan gør du dem mest lykkelige. Hvordan bliver de midler, der er optjent i den her virksomhed gennem 25 år til noget, der er godt for mennesker og ikke noget, der er skidt for mennesker.
Det kan virke som en luksusopgave. Men der er så mange eksempler på, at opgaven er svær.«
Troels siger, jeg ligner en af hans nu afdøde skolekammerater på en prik. Kammeraten gad heller ikke altid barbere sig. Men det er mere end dét. Troels viser mig frem for Anders. Synes du ikke, han bare ligner? Jo, slående.
»Ryger du også King’s? Selvfølgelig gør du det. King’s er gode at rulle hash i.«
Sidst jeg røg en joint var den købt færdigrullet og kom i et orange plasticrør, protesterer jeg.
»Det er længe siden... King’s og Doors på grammofonen... og noget hash.«
Han smiler. Jeg ved, at jeg er glemt og kammeraten behageligt husket. Jeg går ud i køkkenet og finder et askebæger.